This is my story

Først af alt, er det utrolig vigtigt for mig at understrege, at denne side ikke er lavet med henblik på at udstille mig selv, søge opmærksomhed eller på anden måde fremhæve min fortid i negativ grad.
Jeg har valgt at lave siden, fordi den måske sommetider bedre vil kunne forklare de ting jeg blogger om og så ganske enkelt som en nota til mig selv i de sorteste stunder, om at jeg dog alligevel er kommet et stykke videre.
Jeg vil forsøge at undlade at nævne navne her, da jeg ikke har interesse i at støde nogen..
Here it goes...

Jeg er født i næstved 9. april 1989 og efterfølgende opvokset på Svend Gøngesvej i Præstø med mine forældre og to ældre brødre. Jeg har haft en tryg og god opvækst. Havde en god dagplejemor, gik i en fantastisk børnehave og havde gode legekammerater. Specielt min legebuddy på vejen som jeg i mange år var stærkt knyttet til, lagde rammen om den perfekte barndom. En dejlig vattet og beskyttet tid.
Jeg startede i folkeskole og havde nogle gode år de første par år. Omkring 5-6. klasse blev jeg konfronteret med det at være teenager og at skulle tage stilling til sig selv. Jeg havde svært ved at finde ud af mig selv og finde min plads i skolen. Jeg havde gode venner, men mange intriger gjorde at jeg til tider var dybt frustreret og meget ked af det.
I slutningen af 6. klasse besluttede jeg i samråd med mine forældre at flytte til en friskole, hvilket virkelig gav mig et pusterum. Hele 7. klasse var en fantastisk tid for mig og udaftil blomstrede jeg. Indeni mig var tingene bare langt fra i harmoni. Jeg følte mig utrolig utilpas i min krop og havde svært ved at acceptere den. Jeg følte mig tyk og meget forkert og var træt af altid at have været den store pige. Jeg tog derfor en, set nu, drastisk beslutning da vi var på sommerferie; Jeg ville stoppe med at spise og tabe mig.
Jeg ved ikke hvor ideen pludselig kom fra. På daværende tidspunkt kendte jeg ikke ret meget til div. spiseforstyrrelser og tror egentlig ikke, at jeg tænkte spiseforstyrrelse der.
I starten var det utrolig svært og min umiddelbare plan var svære at overholde end først troet.
Men sommeren over tabte jeg mig nogle kg og, set i bakspejlet, blev en utrolig flot pige. Da skolen igen begyndte og jeg skulle i 8. klasse, tog fanden ved mig. Morgenmaden blev sprunget over, frokosten smidt i skraldespanden og aftensmaden hurtigt overstået med undskyldninger om at jeg ikke var sulten. Derudover blev det et most for mig at løbe hver aften, uanset hvordan vejr og vind var.
Kiloerne begyndte at drysse af mig og til sidst blev mine forældre bekymrede og kontaktede familiecenteret i Vordingborg. Jeg brød mig ikke om damen vi var til samtale med og bad om betænkningstid til at overveje, om jeg ville starte i terapi hos hende. Det var ikke et svar hun kunne stille sig tilfreds med.
Ugen efter besøget dér indtog jeg nærmest intet vådt eller tørt og tingene gik hurtigt og kort tid efter var jeg indlagt på Ungdoms psyk. i Næstved. Det blev et sted hvor jeg var indlagt i godt et år. Et år hvor min spiseforstyrrelse - den havde nu fået et navn - virkelig blomstrede. Jeg oplevede ikke en behandling der var optimal for mig. Jeg tog på, tabte mig igen. Tog på, tabte mig igen. Og sådan gik det op og ned hele tiden.
Efter et år der, udskrev jeg mig selv. Jeg kom ingen vegne. Mere syg end nogensinde før, pakkede jeg alle mine ting og flyttede hjem til julen i Præstø.
Tingene holdt bare ikke. Jeg var for dårlig og ingen kunne tage ansvar for hvordan tingene var. Der blev snakket frem og tilbage med min sagsbehandler og det blev sat i stand at jeg kunne flytte ind på Hylleholt - Et socialtpædagogisk opholdssted for unge piger.
Jeg følte mig det første stykke tid meget anderledes i forhold til de andre piger. Det var piger der havde oplevet svigt, vold og div. andre modbydelige ting, hvor jeg blot havde udøvet vold og svigt mod mig selv.
Jeg gav klart udtryk for at jeg ikke ønskede at være der og flere gange fik jeg også sagt at jeg hellere ville dø end at være dér. Faktum var bare at der ikke var nogen andre steder jeg kunne være. Det her var min sidste chance for at få hjælp. Langsomt, med meget små skridt, begyndte jeg at vende mig til at skulle være der.
Jeg fik 1½ års pusterum fra spiseforstyrrelsen i den tid jeg var på Hylleholt. Jeg var sygeligt tynd, men spiste og trivedes. Mens jeg var på Hylleholt startede jeg på Grundforløbet på Social og sundhedsskolen i Næstved. Jeg følte mig dog ''afskåret'' fra verden ved at bo i Fakse Ladeplads, så valgte endnu engang i mit liv at pakke mine ting og rykke hjem til Præstø. Jeg ønskede dog ikke at bo i Præstø og begyndte at søge efter en ungdomsbolig. I løbet af en måneds tid fik jeg en lejlighed i Næstved, som jeg flyttede ind i.
I denne periode lærte jeg også Jesper at kende og var ofte inde og besøge ham i byen.
Jeg valgte ikke at starte på hjælperuddannelsen og søgte i stedet på VUC og ville tage en HF.
Jeg startede efter sommerferien og gik der ca. en måned og så smuldrede alting mellem fingerene på mig.
Jeg kunne ikke finde ud af at bo alene. Kunne ikke finde ud af at spise. Kunne ikke finde ud af der ikke var nogen hjælp. Jeg droppede ud af skolen og gik helt i stå. Vægten begyndte endnu engang at gå nedad og var igen faretruende lav. Jeg havde en ide om at jeg gerne ville i privatbehandling et givent sted i København, men det var ikke noget kommunen kunne støtte op om og de måtte have tid til at finde det rigtige tilbud.
Gik næsten ½ år før end jeg flyttede ind på Symfonien i Helsinge - et privat behandlingstilbud for spiseforstyrrede. Igen havde jeg rigtig svært ved at acceptere at nogen skulle ind og pille ved mit liv og mine tanker. En del af mig følte jeg havde 100% styr på mit liv og en del var ved at gå i spåner over hvordan min tilværelse var. Det ca. 1½ år jeg boede på selve Symfonien var utrolig hårdt og med mange op og nedture. Jeg formåede dog at rykke mig og i sommeren 2008 flyttede jeg i deres udslusningslejlighed i Hillerød og skulle igen starte på VUC. Denne gang skulle jeg tage ''Pædagogpakken'' - et 1-årigt forløb der ville opfylde afgangskrav til pægagogseminariet. Jeg havde absolut ingen tiltro til mig selv. Var enormt bange for at skulle starte i skole og at skulle ud og være normal efter mere end 5 år væk fra det helt almindelige liv.
Jeg startede dog og endte med faktisk at blive glad for det. Efter at have boet ½ år i lejligheden i Hillerød, ville jeg have mit eget. Jeg havde brug for mit helt eget rum. Jeg følte mig rustet til det. Psykisk og fysisk. Vægtmæssigt havde jeg taget omkring 15 kg på fra min min. vægt.
Jeg fik i løbet af MEGET kort tid min lille 1-værelses lejlighed(svedehytten!!) i Hillerød og sammen med Jesper flyttede jeg herind. Jeg fik afsluttet VUC og fik optagelsesbrev til pædagogseminariet.
En del ting, bl.a. den trænge plads, gjorde at jeg besluttede at det ikke gik at bo 2 mennesker i den lille lejlighed, så sommeren 2009 flyttede Jesper hjem og jeg startede på pædagogseminariet.

.... Jeg har nu gået på seminariet i et års tid. Det har været det vildeste år nogensinde udviklingsmæssigt for mig. Føler jeg har nået mange år på det ene år.
Min spiseforstyrrelse?? Vægtmæssigt har jeg utrolig svært ved at acceptere at jeg er normalvægtigt, det er noget jeg ikke vil lægge skjul på, men har også med min fornuft måtte sande, at jeg ikke kan klare livet og tilværelsen med en vægt i undervægtsklassen.
Jeg får ingen former for terapi eller behandling længere og har ikke gjort det i 1½ år.
Den eneste støtte jeg har, er en mentor(læs: støtte/kontaktperson) der kommer et par gange ugentligt og sludre lidt med mig og ''livets store spørgsmål''. Jeg forsøger at holde mig selv oppe og kender mine faldgrupper. Har lært at anerkendelse og ærlighed omkring mig selv, min person og min fortid, er utrolig vigtig for at jeg kan være. Den benægtelse jeg har rendt rundt med, har jeg erfaret kun har været utrolig modstridende for mig.
Mit studie, samt min træning har været ting der har givet mig et enormt drive og været mig til at udvikle mig.
Jeg er ude på mit livs rejse. Jeg ved ikke hvor jeg ender. Jeg kender ikke destinationen. Jeg kender kun til det udgangspunkt og ved at det er et sted jeg aldrig vil ende igen.